Min ur-stemme


Gråd, Sjælssang, Spiritualitet / onsdag, august 8th, 2018

I mit tidligere indlæg fortalte jeg om min magiske skål, som åbnede for min sjælssang. Men faktisk havde sangen luret i kulissen 3-4 måneder forinden.

For lidt over et år siden gik jeg nemlig rundt herhjemme og midt i mine praktiske gøremål fik jeg pludselig lyst til at synge noget, som kunne minde om shaman-sang eller grønlandsk trommedans. Jeg kan huske, at jeg gik og smågrinede over det og tjekkede om vinduerne var lukkede, så naboerne ikke hørte mig  Jeg ville nok have genopfrisket, hvordan grønlandsk trommedans lød, for jeg søgte og fandt en video på YouTube med en gammel østgrønlænder, som sang mens hans trommede og fortalte en gammel grønlandsk historie. Undervejs i videoen bliver jeg så rørt, at tårerne render ned ad kinderne. Jeg kunne mærke, at her er noget, som er vigtigt for mig. Måske var jeg bare barndoms-sentimental, fordi jeg er opvokset i Grønland og har en grønlandsk mormor – faktisk talte jeg kun grønlandsk til jeg var 8 år… Men det kunne også være fordi, jeg i et tidligere liv havde været indianer. Begge dele gav lige meget mening…

Jeg fik i hvert fald et glimt af lyst til at lære grønlandsk trommedans, men skød hurtigt tanken fra mig igen, for hvordan skulle jeg kunne lære det? Og ikke mindst, hvem skulle lære mig det?

Jeg gjorde ikke mere ved min ‘shaman-sang/trommedans’, men min sjæl havde vist mig den, så da jeg blev overmandet af trangen til at synge igen 3-4 måneder efter, kunne jeg ikke bare ignorere den. Der var en mening med galskaben 

Kh Malene