“Far, jeg elsker dig”.
Jeg har tit tænkt, at jeg desværre havde arvet min fars sorte syn på verden. I alt for mange år har jeg nemlig ikke troet på mig selv og overhovedet ikke troet på, at andre ville synes, at jeg var spændende. Jeg har den fantastisk gave, at jeg er god til at huske mennesker, men har tænkt, at det var et handicap, for jeg turde ikke at hilse på folk, fordi de vidste nok alligevel ikke hvem jeg var, bare fordi jeg vidste, hvem de var. Og det er jo noget værre vrøvl! Jeg ved jo, at jeg bliver glad, hvis nogen hilser på mig (uanset om jeg ved hvem de er eller ej). Faktisk er det fedt at blive hilst på af en fremmed, så kan man nemlig gå og tænke over, hvem det mon var 🙂 Så nu hilser eller smiler jeg uden at tænke på, om det virker mærkeligt. Jeg er nemlig overbevist om, at jeg får det andet menneske til at føle sig set og anerkendt for sin tilstedeværelse på jorden.
Kærlighed kommer i mange størrelser. Et smil har du altid med dig, så der er uendelige muligheder for at øse ud af din kærlighed <3
/Aurora Malene