At turde turde


Foredrag / fredag, marts 10th, 2017

ModighedsskoI mange år fik jeg både en kæmpe klump i halsen og tårer i øjnene, når jeg så eller læste om én, som havde turde at gå efter sin drøm eller havde turde at gøre en forskel her i verden.

Jeg kan huske en situation i 2006, hvor jeg læste om et projekt et sted i Afrika, hvor en organisation havde etableret en hønsefarm, så kvinderne i det område kunne tjene penge til sig selv og familien. Det lyder utrolig banalt, men jeg tudede og tudede.

Her i forbindelse med Melodi Grand Prix og MGP har jeg siddet og tudet. Her var nogen, som turde gå efter en drøm og jeg bliver helt rørt hver gang jeg hører Anjas sang i radioen. Jeg tager hatten af for de modige børn, som deltager i MGP. Tænk, at de tør at stille sig op på en scene og bare indtage den. De tror på sig selv…

Alle ovenstående situationer sætter hver gang et kæmpe spejl op foran mig, fordi jeg har selv haft en dyb følelse af, at jeg skal noget vigtigt i dette liv. Jeg aner bare ikke, hvad dette noget er endnu. Så jeg tager et lille skridt ad gangen. For hvordan er det, man spiser en elefant? I små bidder! 🙂

Der var en tidligere studiekammerat, som selvfølgelig kærlig ment, ville gøre opmærksom på, at jeg nok skulle finde ud af, hvem min målgruppe var for foredraget og hvad jeg ville fortælle – udover at komme ud af min komfortzone. Men hvis jeg skulle have haft det forkromede overblik helt fra start, så havde jeg aldrig kastet mig ud i at lave foredrag, så havde jeg stadig siddet og pillet i min navle og flyttet rundt på ord og kommaer. Og ikke mindst låst mig inde i min komfortzone. Og det er det jeg har fået nok af!

De små skridt (som egentlig er ret store er):

  • Sige mit sikre job op (som jeg ikke var glad for)
  • Give afkald på dagpenge
  • Starte som selvstændig uden helt at vide, hvad det er jeg skal arbejde med, udover at jeg har en coachuddannelse
  • Lægge en video op på Facebook, hvor jeg spurgte, om folk ville samle nogle folk, som jeg kunne holde foredrag for
  • Arrangere et foredrag i vores lokale idrætsforenings klubhus

Jeg har gjort mig mange tanker om, hvad jeg skal sige under foredraget. Og jeg ønsker virkelig at jeg TØR at folde mig ud. For jeg har virkelig lyst til at være sjov og ikke mindst inspirerende. Men jeg ved også, at jeg bliver meget nervøs og glemmer det, jeg skal sige. Men jeg har tillid til at det nok skal gå. Og jeg har aldrig hørt om nogen, som er døde af at holde foredrag 🙂 Og så tager jeg mine modighedssko på (se billede).

Jeg glæder mig til, at vi ses d. 16. marts 🙂

Info om foredrag

Tid: torsdag d. 16. marts 2017, kl. 19-20 (dørene åbnes kl. 18.30).
Sted: Klubhuset Gudumholm Idrætsforening (GIF), Stadionvej 11, Gudumholm, 9280 Storvorde
Pris: kr. 50,- (kontant/mobilepay)
Det er muligt at købe drikkevarer

Kh Aurora Malene