Kærlighed Starter Med Mig


Coaching, Kærlighed / tirsdag, september 5th, 2017

HjertekysHar du lagt mærke til, hvor tit, du taler dig selv ned?

  • Jeg duer ikke til noget!
  • Jeg kan ikke finde ud af det!
  • Jeg kan aldrig tage mig sammen til noget!
  • Jeg er ikke sådan én der (indsæt noget du helst ikke vil, men inderst inde gerne vil), eks. dyrker motion, spiser sundt, kan holde ud at være sammen med andre mennesker, osv…

Min ældste datter går i første klasse og hver mandag har de børneyoga. Først blev jeg noget bekymret, fordi begrundelsen for, at de skulle have børneyoga blandt andet var, at børnene bliver bedre til at håndtere stress… Men jeg skyndte mig at se på de positive aspekter, nemlig at børnene lærer at mærke sig selv, finde roen i sig selv og mærker deres eget værd. … Og hun elsker det, for en aften ved spisebordet udbryder hun pludselig:

Fred. Starter. Med. Mig!

Det har hun nemlig lært til børneyoga i klassen. Jeg spurgte hende, hvad du mente, at det kunne betyde, men det kunne hun ikke lige svare på. Efterfølgende fik vi en snak om situationer, hvor man kunne bruge sætningen. For eksempel, hvis der er en konflikt i klassen, så kan man selv være med til at gøre det godt igen, ved at tale pænt til andre. Det var børneudgaven 🙂

Men det er så sandt, som det er sagt, for hvis vi alle går ud i verden med fred i os selv, så vil verden være et mere fredfyldt sted at leve.

Men for at have fred i sig selv, skal man også have kærlighed i sig selv og til sig selv.

Kærlighed. Starter. Med. Mig.

For at elske andre, skal man først elske sig selv. Det har vi vidst hørt mange gange, men det kan ikke gentages for tit, for man kan ikke få kærlighed fra andre, hvis man ikke elsker sig selv.

Der er mange ting, som skal starte i én selv, hvis man vil lave en ændring i sit liv. Man skal mærke i sit aller inderste, det man vil være. Jeg vil for eksempel meget gerne være modig 🙂 Men jeg har taget de første skridt. Sagt mit job op og kastet mig ud i at være selvstændig, men jeg mangler stadig at kunne takle frygten for ikke at være god nok. Så jeg skal huske mig selv på, at jeg er modig!

<3 Kh Aurora Malene