Mordere med halschakraproblemer


Hals, Stemme, Vokallydhealing / onsdag, marts 28th, 2018

Jeg faldt tilfældigvis over dokumentaren på DR2 i går aftes. Mordere i gruppeterapi hedder den. Her møder vi indsatte i New Folsom Prison, et højsikkerhedsfængsel i Californien, hvor de fleste afsoner lange straffe for voldelige eller banderelaterede forbrydelser. I forbindelse med de indsattes rehabiliteringsprogram går de i gruppeterapi og to gange om året må folk ude fra deltage i gruppeterapien i fire dage. Dokumentaren foregår i disse 4 dage.

Dokumentaren fangede mig i første omgang, fordi projektets leder gik og sang (chantede) for gruppen. Jeg spidsede straks ører og der gik ikke lang tid, førend jeg hulkede sammen med den første af fangerne, som åbnede sig for de andre. Han turde langt om længe at være sårbar og sørge over sin døde søster. Jeg kunne se, at han kæmpede for at turde lukke sorgen ud og da han endelig gjorde det, var det som at høre et primalskrig. Det ramte mig dybt, at et menneske kan gå rundt med så megen sorg, som ikke bliver forløst, fordi han er bange for, at hans panser smuldrer… Det viser jo, at selvom, at man er fænglet for en voldelig forbrydelse, så er man stadig et helt almindeligt menneske, men som pga. af ydre omstændigheder er blevet tvunget til ikke at føle noget. Det er en kamp for dem at åbne op for følelserne. De slår, sparker, brøler og skriger. Men de bliver guidet (eller holdt fast) til at blive i følelsen. De bliver guidet til at mærke følelsen i kroppen. Det er fuldstændig fortryllende at se den transformation de gennemgår. De bliver forløst for smerten.

Det gælder ikke kun de indsatte. Dem som kommer ude fra kæmper også med de samme udfordringer. Specielt én mand, som virkelig er provokerende irriterer mig afsindigt. Han skal hele tiden komme med nedladende kommentarer og det bliver selvfølgelig også hans tur til at komme i terapiens kærlige hænder…

Så for både de indsatte og gæsterne sker der virkelig transformationer og de finder ud af, at de faktisk har meget til fælles. De viser sig, at mange af dem har issues med deres fædre. Fædre som aldrig har været der for deres sønner enten fysisk eller mentalt. Men jeg ser også mennesker med indre sorg eller vrede (sorg som har udviklet sig til vrede), som kun har kunne finde ud af at kanalisere deres vrede ud i hænderne, som voldelige reaktioner. Deres issues har blokeret deres hals. Jeg ser, at de bider sig i læben. Jeg ser, at de bider kæberne sammen, fordi de kæmper imod at slippe blokeringen i halsen. Jeg hører, hvordan de skriger og råber, når de endelig slipper blokeringen i halsen.

Jeg vil klart anbefale dig at se dokumentaren, men husk Kleenexen. Mordere i gruppeterapi kan ses indtil 28/4-2018.

Det er utrolig interessant med mit arbejde in mente at se sådan et program, for den blokering de kæmper med er blokeringen i halschakra. Halschakra er området for kommunikation, dvs. udtryk gennem tale. Men halschakra har også indflydelse på mund, kæbe, nakke, strubehoved, hals, stemme, luftveje, ører, øvre lunger, skuldre og arme. Derfor er det oplagt, at når mændende i dokumentaren ikke kan udtrykke deres sorg og vrede, så ender vreden i armene (og hænderne), som så bruges som afløb til at skade andre eller andet med.

Jeg skal åbenbart hjælpe mennesker med blokeringer i halschakra. Jeg ser i hvert fald i mit arbejde med sjælssangen, healingen og coachingen et mønster for dem, som kommer til mig. De har primært blokeringer i halschakraet. Ingen af dem har specifikt sagt til mig, at de har noget med halsen. Det mærker jeg under healingen, for jeg mærker, at det enten er svært for mig at trække vejret dybt, jeg mærker en trykken ved halsen, jeg får ondt i skuldrene eller nakken, jeg mærker trykken for ørerne, jeg får kolde hænder osv.

Jeg glædes hver gang over, at jeg kan hjælpe dem, som kommer til mig. Vi skal turde at lytte til at os selv, så vi ikke går og bider ordene i os, så klumpen i halsen bliver større og større.