Hvorfor græder voksne aldrig?


Glæde, Gråd, Kærlighed / tirsdag, april 10th, 2018

Min ældste datter spurgte i går, hvordan det kan være, at voksne aldrig græder. Mit svar til hende var, at jeg tit græder. (I dag har jeg grædt 3 gange og jeg har været vågen i 9 timer, så i gennemsnit har jeg grædt hver tredje time).

“Jeg græd f.eks. da vi var i biografen og se Coco, så du ikke det?” Nej, det havde hun ikke set, for hun var så optaget af filmen… “Men jeg græder nu også mest fordi, jeg bliver rørt over noget, fordi mit hjerte (sjæl) godt kan lide det, jeg ser, hører eller føler…”.

For nogle år tilbage kunne jeg virkelig blive sur på mig selv, når jeg forvandlede mig til en tudeprinsesse.
Jeg kæmpede febrilsk mod tårerne. Bed ordene i mig i stedet og fik en stor klump i halsen.
Jeg holdt min kæft af frygt for at tabe ansigt. Men hvem var det, jeg kunne risikere at tabe ansigt overfor?
Hvorfor var det så forfærdeligt at vise følelser?
Men jeg frygtede simpelthen andres reaktion. Jeg ville ikke ynkes!
Måske var jeg bange for, at de så ikke ville respektere mig og derfor ikke elske mig…

I dag har jeg så tudet 3 gange – uden at jeg blev sur på mig selv.
I stedet for at blive sur på mit tuderi er jeg begyndt at blive nysgerrig på den.
Hvorfor græder jeg? Hvor sidder gråden i kroppen?
Det er blot et tegn fra min sjæl om, at mit hjete er pivåbent og bare skal bruges.
Mine tårer er healing. Healing af mit hjerte, som i alt for langt tid har været lukket.
Jeg er ikke længere flov over mine tårer eller min sårbarhed.

Så hvad har jeg tudet over i dag, tænker du måske?

  • Jeg har tudet under min meditation, fordi jeg bare er så taknemmelig for at jeg kan mærke mig selv og mine følelser.
  • Jeg har tudet under min englekorttrækning i formiddags, hvilket jeg tit gør, når jeg trækker et kort, som bare rammer plet.
  • Jeg har tudet fordi, mine plejeforældre kom på uanmeldt visit og havde en kage med. Jeg var bare så glad for at se dem, for hvis der er nogen, som jeg virkelig har holdt væk i en arms længde de sidste år, så er det dem.
    Jeg har følt mig som det største offer, fordi jeg ikke følte mig forstået, men jeg gav dem aldrig lov til at forstå mig, fordi jeg bare holdt min kæft og var sur på dem. Men jeg skulle igennem min proces først, hvor jeg skulle ind i mig selv og forstå min nye verden. Mit nye jeg.

Så jeg græd og stod ved min gråd, gav dem et stort knus, mens jeg fortalte, at jeg var glad for, at de kom på besøg.

Så hvad mon der ville ske, hvis vi allesammen græd, når vi havde lyst til at græde?
Gråd åbner vores eget og andres hjerter. Smelter panseret væk, så vi bare kan VÆRE sammen, uden forventninger.

Så hvorfor græder voksne aldrig?
Mit svar til min datter skulle måske have været: Fordi vi ikke tør… Og det er da den mest tåbelige grund 😉
Så bare giv los og tud.

/Aurora Malene