Fra lukket til åbent hjerte


Healing / mandag, juni 17th, 2019

I 2011, da min første datter var et år, startede jeg for alvor med at arbejde med mig selv. Jeg gik hos en coach, som brugte kanalisering som coachingredskab. Jeg anede ikke, hvad kanalisering var, men fik forklaret, at coachen var talerør for nogle guider, som kontaktede mine guider og videreformidlede mine guiders budskaber til mig (og det var meget mærkeligt for mig den gang, for jeg var slet ikke spirituelt orienteret på det tidspunkt).

Det, som jeg bed mest mærke i ved mit første møde med mine guider, var budskabet om, at jeg havde et kæmpestort hjerte, men at det havde været lukket nede i rigtig mange år – siden min meget tidlige barndom. Mit hjerte var dog begyndt at åbne, takket være, at jeg selv var blevet mor.

Denne viden har gjort det lettere for mig at at forstå mine reaktioner. Jeg har nemlig så længe jeg kan huske, tacklet konflikter ved at lukke mig inde i min egen osteklokke. Jeg har reageret med tavshed. Sådan har jeg tacklet følelsen af svigt. Sådan har jeg tacklet situationer, som jeg ikke kunne forstå og sådan har jeg tacklet situationer, hvor jeg ikke følte mig forstået. Og hold nu kæft, hvor må den mur af tavshed fra min side have været en belastning for mine nærmeste, hvadenten det har været forældre, veninder, kærester eller kolleger.

Det, der har irriteret mig mest, er, at jeg ikke bare har kunne sige, hvad der fyldte inden i mig, inden vreden blev for stor og for skamfuld. I stedet har jeg rumineret. I få tilfælde, hvor jeg er blevet konfronteret, så er vreden lukket ud med hårde ord og jeg har haft det mega dårligt bagefter, fordi jeg sårede modtageren.

På min rejse til Grønland blev jeg igen konfronteret med mit osteklokkemønster og min vrede. Og det gik op for mig, at jeg skyder skylden væk fra mig selv. Jeg agerer offer. Jeg skyder skylden på andre. Og hvis der er noget, som virkelig kan pisse mig af, så er det, når andre skyder skylden på alt andet og andre end sig selv. I stedet for at tage ansvar. Og som bekendt, så er det jo netop de egenskaber hos andre, som man har mest modvilje på, man faktisk selv besidder og derfor skal arbejde med.

Jeg har brugt som undskyldning, at jeg har oplevet gentagne svigt og derfor er det en ok reaktion for mig at lukke mig selv inde og holde andre en armslængde ude. Men det er jo fuldstændig egoistisk, for jeg efterlader mennesker omkring mig med en følelse af, at de har gjort noget forkert. Det er dog kun i mine øjne, at de har gjort noget forkert, fordi deres handling eller reaktion ikke passede MIG. Og jeg gav dem ikke en chance for at forklare sig.

Jeg vidste, inden jeg tog til Grønland, at det ville blive en healingsrejse. Men ikke præcis hvordan. Selvfølgelig har den storslåede natur været balsam for sjælen. Det samme har mødet med min familie, for hver gang jeg er sammen med min grønlandske familie, så mærker jeg virkelig, at jeg er hjemme. Det føles så nemt at være mig. Men rejsen har især pga. af en lille konfrontation virkelig været en øjenåbner og dermed hjerteåbner. Og det er jeg virkelig taknemmelig for ❤️ For jeg er blevet klar til at åbne mit ❤️ endnu mere.

I kærlighed ❤️ Aurora