I got the power!


Sjælssang / fredag, juli 5th, 2019

-eller når stilheden bliver ens værste fjende…

Når jeg tænker tilbage på min tidlige barndom har min reaktion på konflikter været at lukke mig inde. Ikke sige et ord.
Lavede mig en dykkerklokke, hvor min stemme blev lukket ned og mine følelser holdt inde. Der var en tyk væg imellem mig og verden. Ingen konflikter. Bare mig og stilheden og mit hjertes pumpen, og et lammet stemmebånd. Som barn og teenager har jeg nok virket trodsig. Som voksen en modbydelig, kold kælling, som brugte stilheden som afstraffelsesmiddel. Ren psykisk terror for dem, det gik ud over.

Det har virkelig været pinefuldt med sådan et reaktionsmønster, som jeg ikke følte, at jeg kunne bryde ud af. Jeg kan desværre blive fanget i min glasklokke igen af og til. Og det er, når jeg får følelsen af, at andre bestemmer over mig, når jeg føler mig uretfærdigt behandlet.

Lige i situationen opdager jeg ikke, at det er det, der er sket. For jeg bliver pludselig et lille barn, uden ord til at forsvare og forklare mig. Kan kun reagere med vredesudbrud og efterfølgende stille skamfuldhed over at være blevet vred. En skamfuldhed, som jeg ikke kan komme ud af lige med det samme. Især, hvis ikke modparten ikke åbner for forsoning, hvis jeg SELV skal være den forsonende. Puha, det har trukket i langdrag. Med en dyb frustration til følge. Jeg har virkelig været ked af det. Hold nu op alt det vand, der er rendt ud af mine øjne!

Kan du genkende reaktionen? Hvordan har du tacklet det? Hvordan er du kommet over på den anden side uden en kæmpe klump i halsen?

Jeg er SÅ glad for, at Sjælssangen kom til mig for snart 2 år siden, så jeg kan synge ALT ud.

Prøv selv. Vær et sted, hvor du føler dig tryg og ikke er bange for, at andre lytter. Syng de lyde, som vil ud. Syng lavt, syng højt, syng midt imellem. Syng fra halsen, syng fra maven, syng fra hjertet. Opløs skyld og skam gennem sangen. Mærk forløsningen.

I dag har jeg sunget sjælssangen, som du kan høre herunder. For jeg er træt af mit reaktionsmønster. Træt af, at skyde skylden på min barndom. Træt af at være offer. Jeg vil selv tage styringen. Jeg vil stå i mit eget lys. Stå i min egen power.

Lyt og mærk. Og meld meget gerne tilbage, hvordan du og din krop oplevede Sjælssangen.

Own your light – feel the love & power within you

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *